Studieteknikker - Part one

Dagens blogindlæg handler om studieteknikker, og jeg vil lade dig smugkigge på mine notater – om at tage notater!

 

Notatteknik
Hvis du ønsker at kunne deltage nogenlunde tilfredsstillende på et studie, kræver det, at du tilegner dig nogle færdigheder og studieteknikker, der bl.a. inkluderer følgende:
- Notatteknik
- Læseteknik
- Mundtlig fremlæggelse
- Akademisk skrivning

I dag tager jeg fat på den øverste, notatteknik, og videregiver dig mine råd og præsenterer en skabelon til at tage gode notater. For at starte lige på og hårdt; der er ikke et endeligt svar på, hvad der er den rigtige eller bedste notatteknik (velkommen på humaniora), det vil variere fra person til person. Generelt for studieteknikker er det dog essentielt, at du er opmærksom på dine stærke og svage sider, så du kan fordele dine kræfter bedst muligt.

Er du fx hurtig til at skrive (notere), men ikke så god til at organisere noterne? Elle vice versa? I så fald kan du overveje at gøre følgende:

-          Forbered/organisér en skabelon inden undervisningen

-          Organisér noterne efter undervisningen

Begge tiltag kan med fordel kombineres, for at få mest ud af dine noter. Men hvorfor overhovedet tage noter? –Det skal jeg svare dig på!

De gyldne noter
Notattagning er - ligesom alle andre elementer på en videregående uddannelse - for din egen skyld. Gode noter er fantastiske til at aflaste din hukommelse (eller mangel på samme), og ikke mindst en gunstig måde at fastholde værdifulde informationer til senere brug. Når du selv tager noter (og ikke smugkigger over skulderen på sidemanden som i folkeskolen) fremmer det din forståelse af stoffet. Når du skriver ned med dine egne ord, sker der en dybere bearbejdning, der gør, at du bedre kan huske. Videnskaben meddeler også om, at man koncentrerer sig mere, når man tager notater, da vi er ekstra opmærksomme på at ’spidse ører’.[1] Derfor vil jeg gerne understrege dette råd: tag ALTID noter – også selvom du ikke nødvendigvis kommer til at bruge det igen senere. Det værste der kan ske, er, at du bliver klogere.  ; )

Du kan tage notater i mange forskellige settings, herunder ifm. undervisning, læsning eller opgaveskrivning. Fælles for dem alle er, at de skal organiseres lettilgængeligt, så du nemt kan finde tilbage dem, når der er brug for det. Her er der hjælp at hente takket være diverse notatprogrammer, der i forvejen er installeret på PC og Mac, eller som kan downloades gratis fx OneNote, ForeverNote etc.

Undervisningsnotater:
I det følgende vil jeg tage udgangspunkt i undervisningsnotater – altså noter, som du tager undervejs til en forelæsning eller anden undervisningssituation. Her vil jeg præsentere den skabelon, jeg bruger, og som virker godt for mig. Jeg bruger Microsoft OneNote 2010, der giver mig gode muligheder for at opdele i semestre, kurser, forelæsninger etc. i et let og (nogenlunde) overskueligt design. Det tager i hvert fald ikke lang tid at lære, og det mest giver sig selv.

På dette screenshot ses hvordan der er en trefoldig inddeling af henholdsvis semester, kursus/fag og kursusgang/forelæsning. For at hjælpe dig selv, kan du forberede dine noter med ovenstående informationer ganske enkelt ved at copy/paste fra dit studies intranet – såfremt at det er tilgængeligt (de er ikke lige effektive alle steder). Derudover har jeg inden undervisningen indsat overskriften og indledningen på kursusgangen samt den tilhørende litteratur. På den måde har jeg gjort det let og overskueligt for mig selv. Herefter kan jeg gå i gang med den egentlige notatskrivning.

I det nedenstående screenshot ser du, hvordan min egentlige notatteknik tager sig ud:

Som du kan se ovenfor, så er mine noter opdelt i tre spalter hhv. temaer/overskrifter, notater og stikord. Jeg foretrækker dog ofte at inkludere tema/overskrift i den midterste spalte, hvor de ’egentlige’ notater er at finde.


Du har hermed fået lov til at tage et smugkig over skulderen og luret min notatteknik, fået et par råd med på vejen og lært hvorfor det er så vigtigt at tage notater – nu er det tid at du tager sagen i egen hånd!

I det næste blogindlæg vil jeg føre faklen videre og præsentere lavpraktiske forslag til notattagning i undervisningssammenhæng, komme omkring at tage notater direkte i litteraturen og ikke mindst præsentere et hemmeligt trick (shh!) til fastholdelse af dine forelæseres guldkorn.    

 

[1] http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/husker-vi-bedre-nar-vi-tager-noter