Mit Første Job: Med Mille Skjold Madsen

Denne uges gæst i #MitFørsteJob jonglerer succesfuldt med flere kasketter i sit arbejdsliv. Mille Skjold Madsen er nemlig både Head of Communications hos start-up virksomheden Reshopper, og driver funnyfinans, hvor hun b.la. blogger om privatøkonomi målrettet unge mennesker.

Hendes mission er at være med til at ændre måden, som vi snakker om vores privatøkonomi på.

Hatten af for det, og værsgo Mille.

/Simon


#MitFørsteJob

Navn: Mille Skjold Madsen
Alder: 27 år
Uddannelse: Uddannet journalist fra DJMX 2016
Twitter: @milleskjold
LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/mille-skjold-madsen-79845193/
Hjemmeside: www.funnyfinans.dk

Hvilket job har du?

Jeg er Head of Communications hos Reshopper, som er en app, hvor du kan kan købe og sælge brugte børneting. Ved siden af har jeg min egen virksomhed, funnyfinans, hvor jeg primært blogger om privatøkonomi og holder foredrag/oplæg om privatøkonomi til unge mennesker. 

Hvordan fik du det?

På sidste år af studiet, begyndte jeg allerede at tænke på at brande mig selv, og derfor startede jeg funnyfinans og blev aktiv på Twitter. Flere fik øjnene op for mig, og jeg snakkede også lidt med forskellige virksomheder. Jeg overvejede dog også at blive selvstændig, men da jeg så jobopslaget med den nyoprettede stilling hos Reshopper, var jeg nødt til at søge det. Jeg bruger selv app’en virkelig meget, og det tiltalte mig at arbejde i en start-up, hvor du er med til at sætte præg på virksomheden. Jeg sendte derfor en ansøgning to timer efter de havde lagt jobopslaget på Facebook, og dagen efter ringede de og bad mig komme til samtale. 

Hvad fik dig til at sige ja til jobbet?

Jeg har en datter på 2,5 år og min egen virksomhed, så derfor er det vigtigt for mig at være et sted, hvor der er plads til fleksible arbejdstider. Desuden var kemien der bare med det samme, hvilket er vigtigt, når man arbejder sammen i et mindre team. 

Hvordan ser en normal dag ud?

I en start-up er der ingen normale dage. Jeg kan gå på arbejde med en plan og ende med noget helt andet, hvis der pludselig kommer en hasteopgave. De fleste dage bruger jeg dog på at holde øje med vores sociale kanaler, forberede indhold til vores platforme, hjælpe med indhold til Reshopper i andre lande og planlægge større strategier, når vi skal gennemtænke kommunikationen bredere end en Facebook-post. 

Hvilke ansvarsområder har du?

Jeg er ansvarlig for al kommunikation i Reshopper. Lige fra tekst i app’en til Facebook-posts og pressemeddelelser. 

Hvilken målgruppe arbejder du med?

Vores brugere er primært mødre. Derfor tager jeg ofte også udgangspunkt i mit eget liv, og hvordan jeg selv bruger app’en til at gøre gode genbrugsfund. Så på en måde kommunikerer jeg ofte til mig selv.

Hvad har været den største overraskelse?

Det har overrasket mig meget, at arbejde kan føles som en leg. Jeg arbejder sammen med nogle virkelig sjove mennesker, hvor jeg får plads til at bruge mine kompetencer, så det føles ikke som arbejde, men som at være nogle venner, der er på en mission sammen. 

Hvad har været mest udfordrende ved jobbet?

Det mest udfordrende er at være i en start-up, hvor du måske skal have mange forskellige kasketter på, men samtidig ikke har tid til at nå det hele. Derfor er man nødt til at lave en benhård prioritering i forhold til, hvad der giver mening, når man skal fastholde og skaffe nye brugere.

Kan du holde fri, når du kommer hjem fra arbejde?

Jeg har i princippet aldrig fri, og jeg holder også øje med vores sociale kanaler om aftenen eller svarer på mails, hvis det er vigtigt. Men det betyder til gengæld også, at jeg ofte henter min datter tidligt fra vuggestue i stedet. 

Hvad motiverer dig i dit arbejde?

Det motiverer mig, at vi sætter mål og når dem i stedet for at sige: “Nu sidder jeg her til kl 16.30, og så går jeg hjem”. Jeg bliver mere produktiv og får ild i øjnene, når vi skal nå et sted hen. Det motiverer mig også, at nogen har bygget noget op fra bunden og giver mig ansvaret for et kerneområde, hvor jeg bliver respekteret for min viden omkring det.

Hvad er en god arbejdsplads for dig?

Et sted med frihed under ansvar. Hvor man ikke tæller arbejdstimer, men tæller resultater og indsats.

Får du mulighed for at benytte dine spidskompetencer? 

Det fedeste ved at være ansvarlig for et kerneområde er, at alle mine kompetencer kommer i brug. I forbindelse med, at jeg også har skulle hjælpe med indhold til andre lande og ansætte en til support, så har jeg også lært at skulle lære fra mig og uddelegere opgaver. 

Hvorfra suger du ny viden til dig?

Jeg følger en del på Twitter, som giver mig viden, jeg ikke selv har tid til at opstøve, og så tager jeg til gratis gå-hjem-møder, hvis der er plads i kalenderen. Derudover er jeg desuden med i et netværk for sociale medie nørder, hvor vi hele tiden kommer med sparring og input til hinanden.

Hvilke(n) fejl har du lært mest af? 

Man kan ikke det hele på en gang. De første måneder rendte jeg rundt som en høne uden hoved, fordi der altid er nogen som skriver, men nu er jeg blevet bedre til at holde fri og prioritere, hvornår jeg kigger på ting. Ellers kan man hurtigt blive stresset. 

Har du afslutningsvis et godt råd til dem, der snart skal ud at have det første job?

Tænk over jobsøgning før du bliver færdig med dit studie. Jeg har ikke haft et studiejob, jeg kendte ikke dem, jeg søgte jobbet hos, og jeg blev valgt i en bunke med mange ansøgere. Det kan godt lade sig gøre, men man skal gøre sit forarbejde. Brand dig selv, snak med på Twitter, vis dine kompetencer og få hjælp til at øve jobsamtalen, så du ikke får taget mødommen til din første jobsamtale. 

Hvor meget arbejder du i ugen?

Det ved jeg faktisk ikke. Jeg tæller ikke mine timer, og jeg skal ikke sidde på min pind fra et bestemt tidspunkt. Jeg har en plan over, hvilke mål jeg skal nå hver uge, og nogle dage møder jeg tidligt og går sent, andre dage går jeg tidligt. Nogle gange har jeg arbejdet i weekenden. Jeg vil dog sige, at det i hvert fald er + 37 timer.

Hvad får du i løn?

Man skal ikke arbejde i en start-up, hvis det er fordi man har planer om at tjene en masse penge med det samme. Men for mig har lønnen ikke været det afgørende. Jeg vil gerne have fleksible arbejdstider, som giver mig mulighed for at have plads til min familie og min virksomhed, samtidig med, at jeg har en stejl indlæringskurve, hvor jeg har ansvar for mit eget område. Men jeg tjener dog det samme som en nyuddannet journalist.


Kunne du lide, hvad du læste? 

Så gør dig selv den tjeneste at tilmelde dig mit nyhedsbrev. Så går du aldrig glip af et indlæg!