Mit Første Job: Med Miriam Hindsgaul

Kan man sikre sig et job som pressechef, inden man er blevet bachelor? Og kan man sige nej til en hverdag bestående af det helt rigtige mix af dyr, sociale medier og markedsføring?

Svaret er henholdsvis ja og nej, hvis du spørger Miriam Hindsgaul. Jeg har også stillet hende en masse andre spørgsmål, så scroll ned og læs med!

/Simon
 


#MitFørsteJob

Jeg arbejder som pressechef i Knuthenborg Safaripark. Denne stilling blev jeg tilbudt tidligere på året – og det kom fuldstændig ud af det blå.

Hvordan fik du det?
Jeg sad en dag på mit studiejob midt i en BTMX-fusion, da der poppede en besked op på Facebook fra Knuthenborg Safariparks afgående pressechef. Han ville gerne finde en afløser, der skulle have heftig fokus på sociale medier, og så ville han lige høre, hvor jeg var i livet nu.

Hvad fik dig til at sige ja til jobbet?
Fysisk befandt jeg mig på redaktionen den dag, jeg fik beskeden, men mentalt var jeg på vej videre, da jeg efter endt praktik på BT trængte til mere ansvar og nye muligheder. Jeg kørte derfor et par dage senere ned til Lolland, hvor jeg mødtes med Christoffer Knuth, der er en temmelig farverig direktør og ejer.

Jeg gik ud af godsdøren med et rigtig godt tilbud i hånden, men som jeg endnu ikke havde takket ja til. Jeg sagde, at jeg lige ville sove på det ”for det skal man jo”, men egentlig var jeg lidt rundt på gulvet over, hvorfor nogen ville have en 26-årig, der vel at mærke ikke er færdig med sin bachelor, som pressechef. Jeg valgte at sige ja. Dels fordi udfordringen i mere end én forstand var helt vild, men også fordi alle, der arbejder professionelt med sociale medier har drømt om at have ubegrænset adgang til content med dyr.

Hvordan ser en normal dag ud?
Rammerne for min arbejdsdag er sindssygt varierende. Om morgenen klokken 6:45 triller jeg ud ad Sydmotorvejen og kører de cirka 145 kilometer ned til arbejdet. Jeg styrer fuldstændig selv min arbejdsdag, og selvom min titel inkluderer chef er jeg ikke chef for andre end mig selv – men det er godt nok også en luksus at have fuld råderet over sit faglige område. Om eftermiddagen sætter jeg igen nøglen i tændingen og kører de 145 kilometer tilbage til København.

Én dag kan jeg invitere kendisser og presse til åbning af en ny rutsjebane, og den næste dag kan jeg stå i stalden og tage billeder af giraflort for at lave indhold til Facebook. Jeg bruger også virkelig meget af min tid på samarbejdsaftaler, så enten opsøger jeg muligheder eller svarer på henvendelser omkring fx bloggeraftaler. Oveni hatten har jeg også hyret et nyt mediebureau, der skal hjælpe med at tiltrække endnu flere gæster til safariparken.

Hvilke ansvarsområder har du?
Mine ansvarsområder er et større sammensurium af presse, sociale medier og generel markedsføring. Der er ingen tvivl om, at mit hjerte ligger på de sociale medier, men når jeg sidder som enmandshær gælder det også om at prioritere min tid, hvor den giver mest mening. Jeg må derfor hele tiden lave en konstant afvejning mellem form og indhold for at skabe det største tryk. Der er jo ingen grund til at være en presset chef, bare fordi man er pressechef.

Hvad har været den største overraskelse?
Den største overraskelse har været, at alt ikke behøves at handle om dyr, selvom dyrene naturligvis er safariparkens klare fokus. Der er også virkelig mange andre ting at fortælle om, hvilket jeg er glad for. Det er lidt svært for mig at løfte sløret for alle de spændende ting, jeg har fingrene i lige nu, men dem kommer vi til at udrulle over det næste års tid.

Derudover var det også en ret stor overraskelse, hvilken drejning min spæde karriere pludselig tog. Jeg havde måske ikke turdet håbe på at have sådan et job, som jeg har nu, førend om 5-7 års tid. Jeg har, som min direktør rigtigt nok siger, sprunget alle mellemleddene over.

Hvad er det mest udfordrende ved jobbet?
Det er en kæmpe udfordring at træde ind på et godskontor med en fastankret arbejdskultur og ansatte, der har været der gennem flere år, hvis ikke årtier, når man ligner og lyder som en fra København. I starten blev jeg konstant mindet om, at jeg ikke var fra Lolland. Læs: Pas på med, hvilke knapper du skruer på hernede. Nu bliver jeg mere kærligt drillet med det – og jeg har vist også adopteret et par lolliske vendinger – som fx ma’pakk’ (med meget flade a’er).

Det er også meget udfordrende, at jeg selv står for al produktion og håndtering. Derfor har jeg brugt rigtig meget tid på at skabe en effektiv omgang employee advocacy, så personalet ude i parken kan være mine ekstra øjne og ører, og det er kommet helt vildt godt fra start.

Og nå ja, så er det nogle gange helt umuligt at nå et møde til tiden. Men det er der en helt naturlig forklaring på:

Kan du holde fri, når du kommer hjem fra arbejde?
I starten kunne jeg ikke. Der nørklede jeg nemlig min bacheloropgave færdig i fritiden. Selvom det var et vildt spændene emne, var det stadig hårdt at holde motivationen ved lige. Men det ville også have været utilfredsstillende at stoppe en uddannelse (Kommunikation på DMJX) lige på målstregen.

Når jeg har fri, kan jeg stadig godt lide at følge lidt med i, hvad der rører sig omkring vores brand. Jeg ved godt, at det er sundt at trække stikket i fritiden, men jeg kan godt lide at have en hobby med et indbygget job i. Så det er kun, fordi mit arbejde interesserer mig helt vildt, at jeg næsten altid lige har et halvt øje på, om tingene nu kører eller om der er noget presserende, jeg skal tage mig af.

Jeg er selvfølgelig opmærksom på, at man godt kan blive for dedikeret, men jeg kan jo omvendt heller ikke insistere på at klokken har passeret 17 eller at det er søndag, hvis der opstår en god pressemulighed.

Hvad motiverer dig i dit arbejde?
Jeg afblomstrer, hvis der går for meget drift i tingene, så jeg har behov for at kunne udvikle i en stor del af tiden. Det er motiverende at arbejde med specifikke mål, og selvom safariparken har en høj kendskabsgrad, er der stadig plads til forbedringer i kommunikationen, og det er dét, der virkelig tænder mig ved mit job.

Jeg kan også godt lide at tage en tur rundt i safariparken, hvor jeg bare går og sludrer lidt med formidlerne og gæsterne. Gæsterne ved jo ikke, at jeg arbejder i parken, så her får jeg nogle virkelig værdifulde insights, som jeg aktivt tænker ind.

Hvad er en god arbejdsplads for dig?
Jeg kan godt lide at være på en arbejdsplads, hvor dagene ikke har samme form. Det er vigtigt for mig, at jeg kan ændre min agenda på et øjeblik, hvis der opstår behov for det. Jeg sætter virkelig også pris på, at der er plads til mine store armbevægelser hernede, selvom de nok fyldte lige lovlig meget i den eksisterende arbejdskultur i starten.
Det er også dejligt, at jeg ikke er bundet til mit skrivebord, og jeg kan sagtens lukke en presseaftale over telefonen, mens jeg står og er ved at lave content ved kænguruerne.

Får du mulighed for at benytte dine spidskompetencer?
Ja, det gør jeg. Jeg kan virkelig godt lide at nørde – specielt Facebook. En af de første udfordringer, jeg gik i sving med, var, at Facebooksiden ikke kunne tagges. Der lå en stor og berygtet Wikipedia-genereret side og åd al opmærksomheden, og det var drønfrustrerende. Her fik jeg gennem en god del nørderi og networking hul igennem hos en nøgleperson, der hjalp med at løse problemet på ingen tid, hvilket var ekstremt tilfredsstillende.

Derudover kan jeg godt lide at lave skævt content. Som fx da jeg kom til at lave en virkelig uheldig tastefejl i en besked til en kunde, hvor jeg kom til at skrive, at hun ville få ’sit lort med posten’. Det endte som fedt content i stedet.

Hvad får du i løn?
Jeg har ikke lyst til at skrive et konkret tal, men jeg vil gerne sige, at jeg er pænt tilfreds og min løn ligger meget fint for en nyuddannet.

Har du afslutningsvis et godt råd til dem, der snart skal ud at have det første job?
Ja. Faktisk to:

  1. Vær opsøgende. Ingen siger nej, hvis du ikke spørger.   
  2. Rank ryggen, når du skriver din ansøgning. Jeg har set mange ansøgninger, hvor folk simpelthen er for ’pæne’. Jeg synes godt, at man må bryste sig af de ting, man er dygtig til, og lade den selvtillid skinne igennem på ansøgningen.

Hvis du sidder og skal til at søge dit første job og gerne vil have feedback eller sparring, må du meget gerne skrive til mig på enten LinkedIn eller Facebook.


Nød du at læse Miriams historie?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så går du aldrig glip af nye indlæg.