Mit første job: Med Nanna Elming

De fleste er gået på sommerferie, men det skal ikke afholde os fra at udsende en ny omgang #MitFørsteJob. I dag er det 26-årige Nanna Elming, der tager os i hånden og viser rundt på sit første job efter endt uddannelse. 

 
 
Faktaboks
Navn: Nanna Elming
Alder: 26 år
Uddannelse: cand.soc. politisk kommunikation og ledelse
Twitterhandle: @NannaElming
LinkedIn: https://dk.linkedin.com/in/nannaelming
 

Hvilket job har du?
Jeg arbejder som rådgiver i et kommunikationsbureau, der hedder White Cloud. Det er et mindre bureau – vi er fire personer i alt – som rådgiver om strategisk brug af kommunikation og fortællinger. Ud over mig selv består bureauet af min chef Henrik Kjerrumgaard, min kollega og fellow-rådgiver Jens Hjort-Larsen samt vores kreative geni Howard Wakefield, som er bosiddende i England.


Hvordan fik du det?
I det sidste 1,5 år af min studietid arbejdede jeg som social media konsulent hos Mindshare. Mit arbejde derinde gjorde mig sikker på, at jeg gerne ville gå bureauvejen efter studiet. Så da jeg havde en måned tilbage af specialeprocessen, lavede jeg et LinkedIn opslag om, at jeg søgte fuldtidsjob. Det gav enormt god respons, og jeg blev inviteret på omkring 10 kaffemøder. Et af dem var med min nuværende chef, Henrik. Et kaffemøde blev til en jobsamtale og et par timer efter samtalen ringede han og tilbød mig jobbet. Jeg sagde ja uden at tøve!


Hvad fik dig til at sige ja til jobbet?
Det var en blanding af forskellige ting. En stor faktor var mine kollegaer, som er virkelig dygtige. Henrik og Jens har begge en fortid i politik, så jeg vidste, at jeg kunne lære meget om det felt ved at arbejde sammen med dem. Derudover tiltrak det mig, at bureauet er nystartet og et mindre af slagsen, fordi jeg på den måde kan være med til at præge udviklingen i langt højere grad, end jeg nogensinde ville få lov til i eksempelvis Mindshare.


Hvordan ser en normal dag ud?
Det allerbedste ved at arbejde på bureau er, at to dage aldrig er ens, men jeg skal prøve at give et eksempel. Jeg er early-birden i foretagendet, så jeg møder som oftest ind kl. 8.00, hvor jeg drikker kaffe og læser op på digi-nyheder (en del af min rolle i arbejdet er at være frontrunner på det digitale, så det er vigtigt, jeg er opdateret). Mine kollegaer møder ind ved 9-9.30 tiden, og herefter går dagen rigtigt i gang. Som oftest har vi et kundemøde eller to, vi skal gennem, og ind i mellem dem arbejder vi på de pitches og opgaver, vi har liggende. Da vi kun er tre på kontoret, arbejder vi meget sammen, så vi sidder ofte i fællesskab og brainstormer, finder en måde at løse opgaven og så fordeler vi os ud, når der skal noget fra hånde. Som regel slutter min arbejdsdag ved 18-tiden, men det er meget varierende, og det er ikke sjældent, at vi arbejder om aftenen. Men det gør jo ingenting, når man elsker sit job : )


Hvilke ansvarsområder har du?
På et mindre bureau som vores arbejder alle med alt – der er ingen silotankegang og ingen fastdefinerede opgaver. Det er fedt, hvis man er til den slags, men man skal også være parat til at gribe lidt af hvert. Det betyder, at jeg sidder med alt fra tekstopgaver for en stor dansk fond, til projektledelse af websiteudvikling og større brand DNA processer, hvor vi hjælper kunder med at finde deres unikke position. Det eneste, der er fast defineret i mit job, er, at jeg er bureauets digitale profil. Det betyder, at alle opgaver der berører dette, er jeg inde over. Men det er virkelig flydende, da det i dag er meget svært at adskille digitalt som særskilt felt.

 
Hvilke kunder arbejder du med?

Da jeg arbejder på et bureau, varierer det utrolig meget, hvilke kunder vi har. I øjeblikket arbejder vi eksempelvis både for Louis Poulsen, Radikale Venstre og Innovationsfonden.


Hvad har været den største overraskelse?
Det har overrasket mig meget, hvor stor forskel der er på at være studerende i studiejob og nyuddannet i fuldtidsjob. Jeg har altid arbejdet rigtig meget som studerende (25-30 timer ugentligt), særligt i min tid på Mindshare. Derfor troede jeg også, at overgangen til fuldtid ville være rimelig let. Det har det ikke været! Det er meget hårdere at arbejde fuldtid, fordi det kun er ens arbejde, man nu skal fokusere på. Derfor er der ikke et naturligt afbræk i form af en forelæsning eller en læsedag. Det skal jeg vænne mig til, kan jeg mærke.

Hvad er det mest udfordrende ved jobbet?
Kontrasten mellem mit studiejob i Mindshare og mit arbejde i White Cloud er meget stor. Både fordi bureaustørrelsen er så forskellig, og fordi opgaverne er meget anderledes. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en udfordring, men det er i hvert fald en tilvænningsproces at gå fra 50 kollegaer til 3. Pludselig er man inde over alle beslutninger lige fra nye kontorborde til hvilke kunder, vi skal satse på i løbet af det næste år. Det er et kæmpe privilegium at være med til, men det er også lidt af en mundfuld. Hver dag bliver læringskurven mere og mere stejl!


Hvad motiverer dig i dit arbejde?
Jeg er meget resultatorienteret og har et stort konkurrencegen, så når vi arbejder ekstra hårdt op mod en deadline eller pitcher på en kunde, kan jeg mærke, hvorfor jeg har valgt bureauvejen. Det giver mig et kick og en følelse af, at det virkelig gælder. Mine kollegaer har sågar købt et båthorn til mig, som jeg kan trutte i, når vi vinder et pitch. Det er nok lidt fjollet, men jeg er vild med det!


Hvad er en god arbejdsplads for dig?
Kollegaer er en virkelig central del af min arbejdsglæde. Uden gode kollegaer tror jeg ikke, jeg ville kunne finde mig til rette på en arbejdsplads. Da vi er så få, som vi er på mit arbejde er det ekstra vigtigt, at vi har det godt sammen. Det kan jeg heldigvis skrive under på, at vi har.


Får du mulighed for at benytte dine spidskompetencer?
Der er en masse af de ting, jeg har lært i Mindshare, som jeg har taget med mig i mit nuværende job, eksempelvis at arbejde med indholdsstrategier og kampagner på digitale platforme. Det får jeg bestemt lov til at benytte i mit job, men jeg tilegner mig også hver dag nye kompetencer. Det var faktisk et målrettet valg, at jeg endte et sted, hvor jeg ikke udelukkende sad med sociale medier. Jeg gik efter et job, hvor jeg kunne arbejde med kommunikation i en bredere forstand, og hvor det digitale kunne være en præmis for arbejdet i stedet for et særskilt område. 
 

Hvilke(n) fejl har du lært mest af?
Den fejl jeg har lært mest af, er noget jeg løbende arbejder på. Jeg er nemlig virkelig slem til at spørge om hjælp. Det tærer meget på min stolthed, hvis jeg ikke kan løse en opgave selv, men det har jeg måtte prøve at pakke væk fra dag 1, selvom det er svært. Da opgaverne er så varierede, og der er meget, jeg aldrig har beskæftiget mig med før, så gælder det bare om at spørge løs. Det er ret grænseoverskridende for mig, men jeg øver mig hver dag.


Har du afslutningsvis et godt råd til dem, der snart skal ud at have det første job?
At alle oplever de samme bekymringer som en selv! Brug dine venner og veninder til at tale om frustrationer og udfordringer ved at være nyuddannet. Det er sindssygt hårdt at gå fra at være studerende til fuldtid, og man tror, at alle andre bare kører på med 180 kilometer i timen uden bekymringer. Sådan hænger det ikke sammen. Man skal bare ud med det, så det ikke kører rundt oven i hovedet. Vi er alle kun mennesker : )


#MitFørsteJob

Find alle de tidligere gæsteblogindlæg her: