Mit Første Job: Med Pernille Christine Larsen

#MitFørsteJob.jpg

Betalingsløsninger er måske ikke blandt verdens mest sexede produkter, men det har Pernille Christine Larsen tænkt sig at lave om på. I denne udgave af #MitFørsteJob vil hun fortælle om sit job som Social Media Specialist hos betalingskoncernen Bambora.

Pernille leverer knivskarpe råd til en god start på arbejdslivet. Det er noget med at mærke efter og lade være med at sammenligne andres succes med din, og så er der også et bogtip – resten må du scrolle ned og læse!

Ordet er dit, Pernille.

/Simon


#MitFørsteJob

Navn: Pernille Christine Larsen
Alder: 27 år
Uddannelse: BA i Medievidenskab & Digital Design (AU). Cand.it i Interaktive Digitale Medier (InDiMedia) (AAU) 
Twitterhandle: @PernilleCL
LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/pernillechristinelarsen/

 

Hvilket job har du?

Jeg er Social Media Specialist i Bambora. Bambora er en svensk betalingskoncern, der tilbyder betalingsløsninger til både webshops og butikker.

Her har jeg ansvaret for at udbrede kendskabet til Bambora og kommunikere til vores målgruppe via sociale kanaler. Herudover indgår jeg i et marketingteam, hvor jeg er med til at planlægge og eksekvere digitale kampagner i Skandinavien.

Hvordan fik du det?

Det er helt sikkert på grund af mit arbejde som studentermedhjælper hos ePay, at jeg har fået jobbet hos Bambora (ePay blev i 2015 opkøbt af Bambora). Opkøbet og udvidelsen af virksomheden betød, at der blev brug for sådan en som mig, og jeg blev tilbudt en fuldtidsstilling, mens jeg var ved at færdiggøre mit speciale. Jeg sagde pænt ja tak og startede stort set lige efter mit specialeforsvar (snak om god timing!).   

Hvad fik dig til at sige ja til jobbet?

Da jeg i sin tid søgte ind på min uddannelse, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg en dag skulle arbejde i betalingsbranchen. For lad os være ærlige: betalingsløsninger er ikke ligefrem blandt verdens mest sexede produkter. Men det har jeg nu tænkt mig at lave om på – og hvem elsker ikke en god udfordring? ;-)

Hvordan ser en normal dag ud?

Selvom Bambora er en stor, international virksomhed, så er det stadig en opstartsvirksomhed. Det er spændende, men også en smule nervepirrende at være en del af en virksomhed, der udvikler sig dagligt, da man aldrig rigtig ved, hvad morgendagen bringer.

På en ”normal” arbejdsdag møder jeg ind på kontoret mellem 8 og halv 9. Her drikker jeg min morgenkaffe, tjekker mails og får prioriteret dagens opgaver. Kl. 9 har vi morgenmøde, hvor vi bruger ca. et kvarter på at briefe hinanden om dagen, udveksle informationer og samle op på evt. udfordringer. Herefter går arbejdsdagen i gang og kan bestå af alt fra strategiudvikling og kampagneplanlægning til indholdsproduktion (såsom produktion af blogindlæg og videoer) og evaluering af KPI’er. De mere rutineprægede opgaver består i at overvåge vores Facebook-sider for eventuelle kommentarer og beskeder.

Cirka hver eller hver anden måned er jeg på hovedkontoret i Stockholm, enten til møder pga. kampagner eller for at planlægge næste måneders salgsaktiviteter.

Hvad har været den største overraskelse?

Hvor hårdt det har været at gå fra studieliv til arbejdsliv.

For mig hænger en stor del af det sammen med, at jeg nok aldrig helt har været forberedt på arbejdslivet, og hvad det egentlig indebærer. Og det er ikke fordi, at jeg ikke har været både frivillig, haft studiejobs og været i praktik – det er bare ikke helt det samme.

Arbejdslivet byder på ny titel, ny livsstil, nye prioriteter, ny rytme og en helt ny identitet. Dét er altså både udfordrende og udmattende.

Heldigvis er det ikke kun udfordringer det hele. Der er også spændende at arbejde, fordi man udvikler sig, lærer en masse nyt og skaber resultater.  Som studerende kunne man ofte få følelsen af at have smidt sin sjæl i en opgave for derefter at smide den i skraldespanden, for de eneste, der nogensinde kom til at læse den, var ens vejleder og censor (det skulle da lige være ens mor :P). Nu betyder min indsats rent faktisk noget for andre, og det er en god følelse. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har taget tid at finde sig til rette på arbejdsmarkedet, og det har overrasket mig meget.

Hvad er det mest udfordrende ved at være ny i jobbet?

Betalingsbranchen er relativ kompliceret og yderst teknisk, og det har været svært at sætte sig ind i det hele. Den indeholder termer, udtryk og begreber, der ligger langt fra det sprog, vi taler i hverdagen. I starten føltes det som om mine kollegaer talte et fremmedsprog, når ord som betalingsgateway og indløsningsaftale blev slynget hen over bordet. Heldigvis har jeg nogle tålmodige kollegaer, der har været søde til at forklare mig, hvordan det hele hænger sammen.

Kan du holde fri, når du kommer hjem?

Både og.

Jeg arbejder aldrig på bestemte opgaver eller tjekker mails, når jeg kommer hjem, men jeg lurer tit på, hvordan mine kampagner klarer sig, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være. Specielt hvis jeg lige har sat en ny kampagne i gang, så er jeg altså for nysgerrig til at kunne lade den ligge til næste dag.

Derudover så kræver mit arbejde, at jeg holder mig opdateret på nye udviklinger og tendenser inden for sociale medier, og af den grund bruger jeg meget af min tid på at deltage i diverse foredrag, webinarer og netværksmøder – og det foregår som regel uden for min arbejdstid.

Hvad motiverer dig?

Det at være sammen med passionerede mennesker. Ligegyldigt hvad jeg beskæftiger mig med, så elsker jeg at være omringet af mennesker, der virkelig brænder for det, de laver. Det motiverer mig til at nå mine egne mål – især når der kommer udfordringer.

Hvad er en god arbejdsplads for dig?

Det betyder meget for mig, at jeg arbejder et sted med gode udviklingsmuligheder, hvor man tør at tage risici droppe Excel-arket og slippe de kreative tanker løs. Status quo får jeg ikke energi af.

Hvorfra suger du ny viden til dig?

Det gør jeg fra diverse nyhedssites, kollegaer, venner og familie. Jeg er så heldig at have en storesøster (Malene Charlotte Larsen), der forsker i sociale medier, så her er der en del viden at hente.  Det gælder bare om at spørge. Derudover er jeg en del af et par netværk. Bl.a. 30SoMeThing, der består af 30 virkelig kloge mennesker fra den danske SoMe-branche. De er talentfulde helt ud til fingerspidserne, og dem kan jeg sparre med om hverdagens udfordringer.

Har du afslutningsvis et godt råd til dem, der snart skal have det første job?

Selvom arbejde ganske vist fylder en stor procentdel, så undgå at lade det definere hele dit liv. Du er ikke dit arbejde, og dit arbejde er ikke dig.

Med det sagt, så skal du selvfølgelig ikke kun arbejde for en lønseddel. Det vil simpelthen blive for surt i det lange løb. Derfor: mærk efter i dig selv og find ud af, hvad der gør DIG glad.

Det er så let at se på andres succeskarriere og tænke, at de gør det bedre end dig. Men det er en klassisk fejlslutning, og sandheden er, at du kun ser en brøkdel afvirkeligheden. Ingen har det perfekte liv, så lad være med at sammenligne dig selv med andre.

Koncentrer dig i stedet om at finde din egen vej og lad dig ikke styre af andres meninger og forestillinger om, hvad du burde eller ikke burde gøre. Kan du ikke se dig selv lave hverken podcasts, holde foredrag, skrive blogs eller lange tunge bøger, så lad være.

Opstil din egen definition på succes og husk på, at drømmejobbet ikke er noget, du finder, men noget du i høj grad skaber.

… og så ta’ da lige og læs bogen ”Fra studie til arbejdsliv” af Line Palle Andersen og Helle Bach Riis. Den giver er tiltrængt perspektiv på overgangen fra studie til arbejdsliv og er en rigtig god støtte for nyuddannede akademikere.


Kunne du lide, hvad du læste? 

Der er mere fra samme (betalingsløsnings)skuffe. Mød fx Maria Pedersen, der er Marketing Koordinator ved DIBS.


Du kan også gøre dig selv den tjeneste at tilmelde dig mit nyhedsbrev. Så går du aldrig glip af et indlæg! (psst - tilmelding foregår hernede i bunden af siden 👇)