Mit Første (selvskabte) Job: Med Puk Falkenberg

PukFalkenberg_web_18909_A.jpg

Måske har du allerede lagt mærke til den anderledes overskrift, da du klikkede ind forbi? Det er fordi, dagens indlæg med Puk Falkerberg ér anderledes end normalt: Puk skiller sig nemlig ud fra mængden af tidligere #MitFørsteJob'ere ved at tage hovedspringet direkte fra studerende til selvstændig.

I dagens indlæg løfter Puk fx sløret for de 3 indsatser, der banede vejen til livet som selvstændig.

Det er edderbrodereme god læsning : )

/Simon


PukFalkenberg_web_19132_A.jpg

De sædvanlige fakta:
Navn: Puk Falkenberg
Alder: 28
Uddannelse: BA Negot Tysk &
Cand. Merc. Change Management.
Twitterhandle: @pukfalken
LinkedIn: www.linkedin.com/in/pukfalkenberg
Hjemmeside: www.pukfalkenberg.dk

 

Ekstra fakta bonus:
Podcast 1: Digitale Tanker
Link: www.digitaletanker.com
Podcast 2: Fremtidens Ledelse To-Go
Link: www.blochoestergaard.dk/podcast

#LivetSomSelvstændig rådgiver i #MitFørsteJob
I 1½ år efter endt studie var jeg selvstændig og arbejdede med social medie marketing. I særdeleshed Facebookannoncering og kampagneudvikling, samt intern organisationsudvikling på marketingområdet. Det sidste omhandler de mange organisationer, som gerne vil på sociale medier, men hverken har viden eller kompetencerne.

Grunden til, at jeg skriver ”var selvstændig”, er, at jeg fra 1. september 2017 blev ansat som rådgiver hos Bloch&Østergaard. Min egen virksomhed kører stadig sideløbende med min fastansættelse. I dette blogindlæg om #MitFørsteJob får du indsigt i, hvordan det var at blive selvstændig lige efter studiet og hvad det krævede.

Med en uddannelse i forandringsledelse og organisationsudvikling tilbød jeg mine kunder at hjælpe dem med at blive stærke på den interne organisering, udvikle og ruste deres organisation til at kunne kommunikere og markedsføre sig eksternt. For hvad får man egentlig ud af at inddrage kunderne og gå i dialog, hvis man blot arkiverer deres input? Og aldrig tager dem med internt og viser ens kollegaer, hvilken værdi, engagement og dialog på sociale medier som kunderne bidrager med?

Det har altid været det, jeg har været drevet af, og mit formål i arbejdet med sociale medier; at de organisationer, jeg arbejder med, har et holdbart setup, rette kompetencer og viden om, hvorfor, hvordan og hvad de skal bruge sociale medier til. For hvis det interne ikke følger med i udviklingen af det eksterne, så bliver det lige så hårdt som at forsøge og nå toppen af trappemaskinen i fitnesscentret.

Hvordan ender man ”pludselig” med at have skabt sit eget job?
I øjeblikket virkede det som om, at muligheden som selvstændig bød sig ud af det blå. Men når jeg ser tilbage, var der konkrete ting, som blinkede til mig som neonskilte – jeg så dem bare ikke. De konkrete ting skal jeg nok komme tilbage til, men først får du lige den korte historie.

En måneds tid efter jeg havde forsvaret mit speciale, ringede en jeg tidligere havde lavet frivilligt arbejde med. Han fortalte, de manglede en social medie-ansvarlig 10 timer i ugen de næste 10 uger på et projekt i Odense Kommune. Havde jeg tid? Om jeg havde, jeg kedede mig sådan som dagpengemodtager! Lidt efter skrev en anden bekendt, som jeg kender fra forskellige arrangementer i Odense, Likemind og Twitter. Han havde en kammerat, som manglede en til at hjælpe deres organisation i gang med kampagneudvikling på Facebook. Havde jeg lyst? Selvfølgelig! Begge projekter kunne godt lade sig gøre på supplerende dagpenge, men da de så ringede fra Dansk Supermarked et par uger senere og manglede en freelancer, så måtte jeg (med glæde) vinke farvel til dagpengelande og ind på virk.dk og oprette et CVR nummer. For hvem siger nej, hvis Dansk Supermarked ringer med et tilbud om at være ekstern tilknyttet Community Manager? Ikke mig i hvert fald!

Helt konkret kom jeg hertil af et par simple grunde:

  • JA-HATTEN PÅ: Siden jeg flyttede til Odense og startede på mit studie i 2010 havde jeg ja-hatten på og kastede mig ud i ALLE muligheder, som bød sig. Det gav mig vilde oplevelser, udviklingsmuligheder og steder at eksperimentere og teste mine idéer. F.eks. som formand for festudvalget, hvor vi holdt fede fester, rusture og opbyggede en frivillig organisation fra få medlemmer til 20+ aktive og fantastiske medlemmer. Eller som aktivitetschef hos Syddansk Studerende, hvor jeg bidrog til et positivt og forbedret studiemiljø i Odense. Eller den sjove og lærerige oplevelse, hvor jeg deltog i et Carberet Show, senere selv afholdt et på en rustur og faktisk gik til impro-teater i et år (forestil dig SNL og Live fra Bremen).
  • ÅBENT SIND: Jeg stræbte efter at møde alle på min vej med nysgerrighed, åbenhed og hjælpsomhed. Alle mennesker har noget at byde ind med, og jeg vil gerne være en, som hjælper dem, der søger inspiration i det, jeg kan byde ind med. Det gav mig f.eks. oplevelser inden for start-up miljøet, hvor jeg var med på guerilla start-up camp. Et ton af kaffemøder (selvom jeg kun drikker te) med spændende mennesker, der gerne ville have mit input til deres projekter. Samt venskaber med mennesker, som jeg ikke naturligt ville klikke med, men som har givet værdifulde, dybe og indsigtsgivende samtaler om alt mellem himmel og jord.
  • TWITTER. Kort sagt. Twitter: Jakob Rosenfeldt, som var rusturs-arrangør, da jeg startede på studiet, sagde en dag: ”Skal du ikke prøve Twitter?” – og det skulle jeg da. Han var min inspirationskilde til at udforske Twitters univers og grunden til, at jeg fandt min vej og fik skabt et godt online netværk på Twitter og sidenhen på LinkedIn. Man kan vel sige, at Jakob og David Lorentzen var dem, der førte mig ind sociale medier-verdenen og inspirerede mig til at dykke ned i området. Sidenhen har de også begge henvist kunder til mig og hjulpet mig som selvstændig. Tænk, hvad Twitter kan udvikle sig til med en enkelt henkastet bemærkning fra en god ven.

Jeg siger ikke, det er opskriften, men det er det, som virkede for mig. Det, som gjorde, at jeg til jobsamtaler altid skulle ”stå til ansvar” for, at jeg havde så meget erfaring og at flere potentielle arbejdsgivere bekymrede sig om, om jeg kom til at kede mig i arbejdet hos dem.

Du har selv ansvaret – det fulde ansvar!
Som ene og alene selvstændig har du ansvaret for alt. Det er lige fra moms og løn til markedsføring, salg og drift. Der er forskel på at arbejde ”i forretningen” (i mit tilfælde opsætning af Facebookkampagner, rådgivning og undervisning) og ”på forretningen” (udvikling af egen forretning, branding, kompetenceudvikling og strategi for fremtiden). Den sidste er let at springe over, for der har du ingen kunder at levere til. Til gengæld så er det en vigtig del hele tiden at stoppe op og spørge dig selv: ”Hvorfor går jeg på arbejde?”. Ellers glemmer man sig selv i kundeprojekter og kommer måske væk fra, hvad det egentlig var, man ville med sin virksomhed.

Administration, moms, skat og deslige er på ingen måde det, der får mig til at springe ud af sengen og råbe: ”Endelig mandag!”. Jeg hyrede en bogholder, som kunne hjælpe mig med den del af virksomheden, så jeg kunne koncentrere mig om kunderne, og hvad jeg gerne ville.

Det er både angstprovokerende og skide spændende at stå alene med store projekter, som da jeg blev hyret ind hos Banedanmark for at hjælpe dem med udviklingen af en SoMe-strategi. Man står jo blandt voksne mennesker, som har været på arbejdsmarkedet i mange år og føler sig som en grønskolling, der lige er kommet ind med firetoget. Det lyder banalt, men noget så simpelt som at sige: ”Det ved jeg ikke” er enormt svært for mange, men hvor er det bare vigtigt at indrømme, når man står med sine kunder. Og så tilføje: ”… men det finder jeg ud af!”.

Nåh ja, og så var der stakeholders!
Sammen med ansvaret følger også, at jeg selv skulle holde styr på stakeholders. Hos Dansk Supermarked, hvor jeg sad i spændfeltet mellem tre afdelinger, var det fedt (set ud fra mit nørdede change management- og organisationsudviklingshjerte) at fokusere på, hvad de forskellige stakeholders ønskede. De havde forskellige idéer om, hvornår mine leverancer var en succes, og det var enormt lærerigt at arbejde med den fælles forståelse og processen, hvor vi alle blev enige om, hvor fokus skulle ligge.

Fra det har jeg virkelig lært meget, for jeg tænkte faktisk ikke så meget over stakeholders i starten. Men så slog det mig, at det ville hjælpe mig i mit arbejde at skabe et overblik og dermed også se på, hvad hver enkelt stakeholder havde lagt i projektet.

Følelsen af at bidrage, gøre en forskel og hjælpe andre frem
Jeg motiveres af at gøre en forskel for andre. Mit personlige why (hvis du ikke kender Simon Sinek’s The Golden Circle, så gør dig selv en tjeneste og se den TED talk) handler om at inspirere andre, så de kan excellere i det, de gør. Derfor tager jeg det også seriøst, når folk henvender sig til mig og spørger efter hjælp eller søger viden og inspiration. Enten hjælper jeg selv, eller også sender jeg videre til dem i mit netværk, jeg ved, der kan hjælpe.

Det motiverer mig at gøre folk glade og gøre en positiv forskel for dem. Tidligere var min LinkedIn-overskrift: ”Jeg er den positive forstyrrelse, du møder online og offline i din hverdag” og dele af den overskrift eksisterer stadig i min profil, og jeg stræber stadig efter at være en positiv forstyrrelse i andre menneskers liv.

For at kunne være en positiv forstyrrelse i andre menneskers liv, er det også vigtigt, at man har styr på sit eget. Som selvstændig er der ikke en eller anden chef, som sender dig på kursus, når hun synes, du trænger til lidt udvikling. Der er ikke nogen, der slår forbi dit kontor med et tilbud, de så online, som de lige mener, passer til dig (eller, det kan så godt ske på LinkedIn eller Twitter, men ikke i den fysiske verden). Jeg prioriterede derfor selv, at jeg gerne ville på kursus, konference og hvor man ellers kan suge viden til sig, så snart der var penge nok i min virksomhed til den slags.

Hvad du er værd, og hvad din virksomhed er værd
Det lukker også op for en helt anden snak: ”Hvad fik du i løn som selvstændig?” Der er forskel på, hvad man tjener hjem til virksomheden, og hvad man vælger at udbetale sig selv. For som jeg skriver, ville jeg gerne prioritere penge til at søge viden. Så selvom jeg tjente 80.000 kr., så spiste moms en portion, skat en portion og min egen løn en portion. Og hvad er der så tilbage til kursus?

De første 3 måneder som selvstændig udbetalte jeg ingen løn til mig selv. De efterfølgende 12 måneder udbetalte jeg 24.000 kr. til mig selv. Det dækkede mine private udgifter og gav mig et rådighedsbeløb, så jeg stadig kunne have det sjovt og f.eks. tage på Heartland Festival. De sidste 3 måneder som selvstændig gav jeg mig selv en lønforhøjelse – når huslejen stiger til over det dobbelte fra Odense til København, så må lønnen jo følge lidt med.

For mig handler det ikke ultimativt om løn og penge. Det handler om formålet: At gøre en forskel for andre og være den positive forstyrrelse. Det var heller ikke løn, der drev mig til at blive fastansat. Hvis man ser på, hvad jeg er værd, og hvad min virksomhed er værd som det samme, så tjente jeg mere som selvstændig, end hvad jeg gør som fastansat. Men hvis man ser på den værdi, jeg kan levere, det udviklingspotentiale, jeg har nu, og muligheden for at nørde forandringsledelse med de bedste i branchen, så overstiger det at være fastansat hos Bloch&Østergaard alt, hvad jeg kunne som selvstændig.

For selvom det er fedt at arbejde med sociale medier, og selv om det er enormt lærerigt, udfordrende, spændende og angstprovokerende at være selvstændig. Så vil jeg mere - jeg vil nørde det, jeg er uddannet i, jeg vil omgive mig med dygtige mennesker, og jeg vil i sandhed gerne være en positiv forstyrrelse, der gør en forskel og sætter et aftryk. Og det er nu engang nemmere (og langt sjovere for en ekstrovert, udadvendt selskabsløve som mig selv) at gøre som et team end at være en one-woman-army.

Om jeg nogensinde bliver selvstændig igen? Det ved jeg ikke. Jeg er ikke skræmt væk. Om min virksomhed fortsætter ved siden af min fastansættelse? Ja, det gør den. For den betaler regningerne for min podcast Digitale Tanker. Om jeg vil anbefale andre at blive selvstændige lige efter studiet? Ja og nej. Det afhænger af din situation. Tager jeg telefonen, hvis du ringer og spørger, om du skal prøve #LivetSomSelvstændig? Ja, det gør jeg. Du ringer bare.

Har du lyst til at dykke endnu mere ned i #LivetSomSelvstændig kan du hoppe over på Puks blog og læse: 100 DAGE SOM SELVSTÆNDIG OG 7 TING JEG HAR LÆRT PÅ VEJEN.


Nød du at lære mere om livet som selvstændig, og synes du måske stadig det er lidt skræmmende at kaste sig ud i? Bare rolig; det kan gøres på mange måder! Læs om Camilla Zuleger, der kombinerer et deltidsjob med forskellige freelance tjanser.